Love for Dansk Katastrofemedicinsk Selskab
Love for Dansk Katastrofemedicinsk
Selskab (version 2007)
Vedtaget på ordinær generalforsamling 31.
maj 2007 til afløsning af selskabets love fra 8.
juni 2006
§ 1. Navn
Selskabets navn er Dansk Katastrofemedicinsk
Selskab (DKMS) (The Danish
Society for Emergency & Disaster Medicine).
§ 2. Formål
Selskabets formål er at fremme og koordinere
viden og forskning indenfor katastrofemedicin i
Danmark samt at formidle kontakt på
internationalt plan til alle områder, som
berører eller omfatter katastrofemedicinske
problemer.
§ 3. Medlemmer
Som ordinære medlemmer kan
optages:
1: Læger med interesse for katastrofemedicin
2: Personer, virksomheder eller organisationer
med dokumenteret interesse for
katastrofemedicin.
Hvert ordinært medlem har én stemme, hvilket
også gælder virksomheder og organisationer.
Æresmedlemmer kan udpeges af
selskabet. Der kan dog højst være 3 danske
æresmedlemmer af selskabet. Æresmedlemmer har
stemmeret, dersom de i øvrigt opfylder kravene
for optagelse som ordinære medlemmer i
selskabet.
§ 4. Ledelse
Selskabets
ledelse består af en generalforsamling, en
formand og en bestyrelse.
Stk. 1. Valg af
Formand.
Alle
ordinære medlemmer er valgbare som formand.
Generalforsamlingen vælger formanden ved simpel
stemmeflerhed. Valgperioden er 2 år, og genvalg
kan ske to gang. Ved indtrædende vakance
fungerer næstformanden indtil førstkommende
generalforsamling.
Stk. 2. Valg af
Bestyrelse.
Alle
ordinære medlemmer er valgbare til Bestyrelsen,
som består af formanden samt mindst 4 og højst 7
medlemmer.
Generalforsamlingen vælger efter formadsvalget
en bestyrelse for 2 år ad gangen, således at ca.
1/2 af bestyrelsens medlemmer er på valg hvert
år. Er der opstillet mere end 7 kandidater til
disse bestyrelsesposter foretages skriftligt
valg, hvor hvert tilstedeværende medlem højest
kan afgive 7 stemmer. De kandidater, der får
flest stemmer, er da valgt. Genvalg er tilladt 2
gang. Forslag til valg skal være formanden
skriftligt i hænde senest 24 timer før
generalforsamlingen.
Valgene træder
i kraft umiddelbart efter afslutningen af
valget. Bestyrelsens funktionsperiode
er tiden mellem to ordinære generalforsamlinger.
Stk. 3.
Konstituering af Bestyrelsen.
Bestyrelsen konstituerer sig selv efter
generalforsamlingen med næstformand, sekretær og
kasserer. I tilfælde af længerevarende
forfald af et bestyrelsesmedlem
supplerer bestyrelsen sig selv indtil
førstkommende generalforsamling. Bestyrelsen kan
tilknytte op til 2 ressourcepersoner til
bestyrelsesarbejdet.
Stk. 4.
Forretningsorden.
Bestyrelsen fastsætter selv sin
forretningsorden. Ved stemmelighed i bestyrelsen
er formandens stemme afgørende.
Bestyrelsen leder selskabets virksomhed.
§ 5. Optagelse
Anmodning om optagelse i selskabet
fremsendes til bestyrelsen, som kan godkende
optagelsen, eventuelt efter at anmodningen har
været meddelt i tilslutning til det nærmest
følgende møde i selskabet. Forslag til udpegelse
af et æresmedlem kan fremsættes af en enig
bestyrelse. Hvis der rejses indvendinger mod
optagelse af medlemmer, eller bestyrelsen i
øvrigt ikke mener at kunne imødekomme
anmodningen, kan spørgsmålet kræves forelagt en
generalforsamling.
§ 6. Udmeldelse
Udmeldelse skal
ske skriftligt til bestyrelsen med mindst én
måneds varsel til en 31. december. Indbetalt
kontingent refunderes ikke.
§ 7. Kontingent
Bestyrelsen fremsætter til den ordinære
generalforsamling forslag om kontingentets
størrelse. Den ordinære generalforsamling
fastsætter kontingent for perioden frem til den
næste ordinære generalforsamling.
Ekstraordinært kontingent kan fastsættes af en
beslutningsdygtig ekstraordinær
generalforsamling.
Æresmedlemmer og medlemmer afgået med pension
betaler ikke kontingent.
§ 8. Eksklusion
Bestyrelsen kan uden videre ekskludere et
medlem, der i mere end ét år ikke har betalt
kontingent, samt medlemmer, der efter seks
måneders forløb ikke har betalt et fastsat
ekstraordinært kontingent.
§ 9. Generalforsamlingen
Generalforsamlingen er selskabets øverste
myndighed.
Ordinær generalforsamling afholdes
hvert år normalt i
april eller maj måned.
Generalforsamlingen
indkaldes skriftligt eller via
e-mail mindst 14 dage før afholdelsen med
angivet dagsorden. Generalforsamlingen er
beslutningsdygtig, når den er
lovlig indvarslet. Dirigenten afgør alene
spørgsmål om generalforsamlingens lovlige
indkaldelse, sagernes behandling og
stemmeafgivning med mindre andet er anført i
selskabets love. Dirigenten kan, hvis han finder
anledning til det, henvise afgørelser til
forsamlingen selv.
Beslutninger træffes af
generalforsamlingen ved simpelt flertal blandt
tilstedeværende medlemmer med mindre andet er
angivet i selskabets love. Såfremt der skal
træffes beslutninger om andre
dagsordenspunkter end dem, der hører
hjemme på den ordinære generalforsamling (jf.
nedenfor), skal mindst 1/3 af medlemmerne være
til stede med mindre bestyrelsen har gjort
forslaget til sit. Æresmedlemmer
kan efter en enig bestyrelses forslag udpeges på
den ordinære generalforsamling, hvis 3/4 af de
tilstedeværende medlemmer stemmer herfor.
Afstemninger ved generalforsamling sker normalt
ved håndsoprækning. Hvis ét tilstedeværende
medlem kræver skriftlig afstemning, skal dette
finde sted.
Dagsordenpunkter på en ordinær
generalforsamling skal i det mindste
være:
-
Formandens beretning.
-
Aflæggelse og evt. godkendelse af det
reviderede regnskab.
-
Fastsættelse af kontingent for det kommende
år.
-
Valg af formand
-
Valg af bestyrelse (skriftlige forslag
skal være formanden i hænde senest 24
timer før generalforsamlingen)
-
Valg af revisor
-
Eventuelt
Et medlem kan kræve et
punkt optaget på dagsordenen, forudsat
bestyrelsen senest
1. marts
skriftligt har modtaget forslag herom.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes,
når bestyrelsen eller mindst 10 medlemmer
forlanger det og samtidig indsender
dagsordenforslag. Ekstraordinær
generalforsamling indkaldes skriftligt med
offentliggørelse af dagsorden med mindst 14
dages varsel, og senest 6 uger efter, at kravet
om afholdelse af ekstraordinær generalforsamling
er kommet bestyrelsen i hænde. En ekstraordinær
generalforsamling er beslutningsdygtig,
når den er lovlig indvarslet. Beslutninger
træffes ved simpelt flertal blandt de
tilstedeværende medlemmer, med mindre andet er
givet i lovene. Hvis bestyrelsen ikke har gjort
et forslag til sit, kan beslutning alene
træffes, hvis mindst 1/3 af medlemmerne er til
stede. Regler for dirigent og afstemninger
følger i øvrigt dem, der er fastsat for ordinær
generalforsamling.
§ 10. Selskabets
møder
Selskabets møder
indkaldes ved meddelelse på selskabets
hjemmeside
www.katmed.dk
samt ved personlig tilsendt indkaldelse.
Formanden eller et bestyrelsesmedlem leder
selskabets møder. Sekretæren redigerer referat
af selskabets møder og sørger for, at
referaterne publiceres på hjemmesiden.
§ 11. Udvalg og
fraktioner
Generalforsamlingen kan nedsætte udvalg og
angive dette udvalgs kommissorium. Sådanne
udvalg kan ikke udadtil repræsentere selskabet,
med mindre denne funktion indgår i udvalgets
kommissorium. Bestyrelsen kan nedsætte ad hoc
udvalg. Intet udvalg kan tælle mere end 5
medlemmer, heraf ét fra den siddende bestyrelse.
§ 12. Embedsmænd
Selskabets bestyrelse kan
ansætte én eller flere lønnede embedsmænd, som
ikke må være medlemmer af bestyrelsen.
Embedsmændenes funktioner og løn fastsættes af
bestyrelsen. Bestyrelsen er berettiget til i
nødvendigt omfang at antage juridisk assistance.
§ 13. Revisor
Selskabets revisor vælges på den ordinære
generalforsamling efter samme regler som gælder
for valg af bestyrelsen.
§ 14. Andre
foreninger.
Selskabet er medlem af Dansk Medicinsk
Selskab og af Nordisk Katastrofemedicinsk
Forening. Selskabet kan indgå kollektivt
medlemskab af andre foreninger.
§ 15. Økonomi
Selskabets drift finansieres ved hjælp af
kontingenter, frivillige gaver samt disses
afkast. Selskabet driver ikke forretning. En
ordinær generalforsamling kan beslutte at
overføre dele af selskabets midler til fonds.
§ 16. Fonds
Selskabet kan ved ordinær generalforsamling
beslutte at oprette én eller flere fonde og
udforme regler for disses administration og
anvendelse.
§ 17. Regnskabet
Selskabets regnskabsår er kalenderåret. Ved
hvert regnskabsårs udløb opgøres regnskabet for
det forløbne regnskabsår samt selskabets status
ved årets udgang. Regnskabet forelægges på
generalforsamlingen af kassereren efter at være
blevet godkendt af bestyrelsen. Regnskab, eller
et uddrag af dette, underskrevet af selskabets
formand eller dennes stedfortræder og forsynet
med revisors påtegning skal være tilgængeligt
for gennemsyn de sidste 8 dage før
generalforsamlingen.
§ 18. Lovændringer
Lovændringer kan kun foretages af en
beslutningsdygtig generalforsamling med 2/3
majoritet.
Lovforslaget skal senest udsendes og
offentliggøres sammen med indkaldelse til
generalforsamling.
§ 19. Ophævelse
Beslutning om ophævelse af selskabet kræver
vedtagelse med 2/3 af de tilstedeværende afgivne
stemmer ved to efter hinanden følgende
beslutningsdygtige generalforsamlinger.
Selskabets midler tilfalder ved selskabets
ophævelse et katastrofemedicinsk formål.
Beslutning herom træffes af den sidste
beslutningsdygtige generalforsamling.
>> Download Dansk Katastrofemedicinsk Selskabs
love. |